Spørgsmål 1: Iagttag og fortæl om menneskers kommunikation i forskellige sammenhænge, i bussen, på cafeer, på arbejdet og i familien.
Kommunikation er et vidt begreb, og kommunikationen mellem mennesker er ofte dybt afhængig af den kontekst og den situation man er i, når vi kommunikerer med hinanden. Sidder man eksempelvis i en bus, så er der som oftest nogle meget ensformige kommunikationsformer. Dvs. man taler som regel ikke så højt og der er også ting man ikke taler om, fordi man jo ved, at der er mange andre mennesker med "på en lytter".
Det samme gør sig til en vis grad gældende mht. cafeture. På arbejdet har man ofte sine måder at kommunikere på, alt afhængig af hvilken arbejdsplads der er tale om. Kulturen er forskellig fra arbejdsplads til arbejdsplad, og den kan også være forskellig fra sted til sted indenfor samme fag. Det er noget af det man som ny på en arbejdsplad lige bruger noet tid på at sætte sig lidt ind i - nok uden at man siger til sig selv hjemmefra "idag vil jeg udforske kommunikationskulturen på mit nye arbejde". Det er noget vi mere eller mindre ubevidst gør - tror jeg ihvertfald.
Spørgsmål 2: Læg mærke til, hvad det betyder, når du kender konteksten, og når du ikke gør det. Hvad sker der, hvordan reagerer du?
Konteksten vil altid spille en stor rolle. Jeg kunne her komme med mange eksempler fra mit eget liv - lad mig sige det sådan, at kommunikationen og måden at sige tingene på er dybt forskellig fra det jeg studerer nu, og så fra da jeg arbejdede på teglværk eller slagteri :)
Forskellige mennesker tiltrækkes nok af forsskellige fag - ihvertfald i en grad tror jeg - og jeg kunne da ofte mærke på mig selv, at jeg synes at det var fedt nogle gange at tingene ikke blev pakket så meget ind, men på den anden side tænke jeg endnu oftere om andres temmelig rå måde at tale på, "tænk dog på formuleringen, din klaphat!" eller "Kunne det gavne alle hvis du havde sagt det på en konstruktiv måde, istedet for bare at lukke galde ud?!"
Forleden var vi nogle der gik en tur i byen, og vi talte om, at vi var enige i, at det er dybt godnat, når voksne lader børn vinde i spil, fordi at "det er synd for de små, de bliver jo kede af det hvis de taber i et spil".
Da fik hende den ene, temmelig højt sagt,i et tænkt eksempel (der var ingen børn der, skal jeg lige huske at sige), til os (OG SAMTLIGE ANDRE I NÆRHEDEN), "Det er en del af livet at der er sejre og nederlag, lær at leve med det, møgunge!". Hun mente det faktisk ikke så slemt, men jeg tror at dem der gik forbi os og overhørte det, faktisk fik en helt anden opfattelse - de hørte ihvertfald ordet "møgunge", da det blev sagt temmelig højt. Så det vil jeg da bruge som et eksempel på at konteksten og underforståetheden ofte er helt afgørende i al kommunikation :)
onsdag den 25. januar 2012
onsdag den 18. januar 2012
Kommunikationskultur - Opgave 1
"Iagttag og fortæl om situationer, hvor kommunikationen lykkes godt, dvs. positivt skaber en god stemning, en (overraskende) vending i en positiv retning, ny forståelse eller fællesskab."
Jeg vælger eksempler fra en praktik, fordi det kommer jeg automatisk til at tænke på vedr. denne opgave. I min sidste praktik (en børnehave), hvor jeg virkelig var nervøs for, hvordan jeg skulle tage op til p-møde, at kollegerne ofte bagtalte hinanden overfor mig – der var meget larm på den stue jeg var på, og der var kun mig og min vejleder på den stue. Jeg var enig i, at larmen ikke var til at holde ud der, men hvordan dælen skulle jeg tackle 2 problemer der hang sammen – nemlig at man bagtalte hinanden, særligt min vejleder og eneste kollega på "min stue".
Og - Hvordan bruger jeg dette til at sætte fokus på larmen på stuen?
Jeg valgte høfligt at sige til et par kollegaer, at de gerne måtte give mig den info de mente jeg burde have, men at jeg synes det ville være positivt for stedet, hvis man tog problemerne med larmen op på et p-møde, så man kunne få talt konstruktivt og ærligt om det, der tydelig vis var et problem, så det i alles interesse kunne blive løst.
(Underforstået: Sig det til hende I mener er problemet, frem for at bagtale hende og kritisere hende foran mig, jeg er ikke hende…..) – men ved at jeg sagde det på den måde jeg gjorde, blev de ikke fornærmet – hvilket jeg var positivt overrasket over.
Jeg sagde samtidig på p-mødet, at jeg ville lave en aktivitet som handlede om hvordan man kunne reducere støjen på en stue i en børnehave via musik, fortællinger, aktiviteter hvor børnene kunne slappe af, aktiviteter med koncentration m.m.
Her skete der det, at det der kunne have gjort situationen for mig som ny på stedet, meget svær – fordi jeg som ny og ikke færdiguddannet kommer og peger på nogle kritiske mønstre omkring arbejdsklimaet på stedet. Men fordi jeg sagde det på den måde jeg gjorde, blev det faktisk vel modtaget – jeg tror helt sikkert at det dertil også spillede en rolle, at jeg ikke søgte at udpege ”skyldige og uskyldige”, men mere på at belyse emnet, som jeg ville bruge i en aktivitet omkring et af mine læringsmål.
Man kan generelt set ofte se, at hvis vi som personer vil sige noget til en anden person, så kan det vi vil sige blive sagt på forskellige måder – det er det samme vi siger, men blot på forskellige måder, og i MÅDEN ting bliver sagt/formidlet på, kan hele den måde hvorpå modtageren opfatter det sagte/formidlede, være vidt forskellig. Man kan føle sig angrebet eller føle at en anden vil hjælpe en/give et råd, men måden det siges på, kan tit afgøre om det modtages positivt eller negativt. Det er min erfaring både privat, men også mht. at arbejde som pædagog/praktikant.
Ens kropssprog kan også spille en rolle i hvordan det man formidler bliver modtaget. Udstråler man vrede/aggressivitet m.m., eller smiler man og virker man imødekommende.
Dog kunne dette også have endt uheldigt, fordi vi som mennesker er forskellige og sagtens misforstå hinanden alligevel – det var bare et eksemepel på når det lykkedes fordi personalet tog imod det, og tilmed endte med at det var en rigtig god praktik jeg fik, hvor jeg var med til at ændre noget som blev værdsat.
Et andet eksempel er, at dagtilbud ofte har flere pædagoger med til et forældremøde, for simpelthen at mindske risikoen for, at pædagog og forældre misforstår hinanden mere end godt er. For siger man nu det man tror man siger?
Jeg selv var til et forældremøde som var ret alvorligt, og faderen dukkede op i en trøje med teksten ”TUDEFJÆS!”. Det kan være at han vil provokere med trøjen, men det kan lige så vel være at det bare er en tilfældig trøje han har på til mødet. Hvem ved?! Det er op til fortolkning. Og sandheden ved kun han. Det kan også være mig der lægger mærke til det, uden at han overhovedet har tænkt over teksten på trøjen eller lægger noget i det, dvs. rent tilfældigt kunne han have den på den dag til mødet.
En anden situation jeg var ude for et sted jeg arbejdede, var at jeg fik til opgave at sige til en mor, om ikke hendes datter kunne få et bælte omkring bukserne, fordi de hang temmelig langt nede. Det udstillede barnet, og derfor skulle der gøres noget. Der var en del tanker der omkring hvordan jeg skle sige det, for det gode forældresamarbejde skulle jo ikke gerne ødelægges, men tværtimod gerne blive bedre til gavn for barnet. Kan ikke helt huske hvordan jeg fik sagt det til moderen, men jeg sparrede lidt med en kollega om hvordan jeg kunne sige det på en gavnlig, konstruktiv måde, og det lykkedes. Havde jeg fået sagt på en negativ og angribende måde, havde det sikkert kunne skade forældresamarbejdet og dermed også barnet.
"Iagttag og fortæl omvendt om situationer, hvor kommunikationen mislykkes eller afbrydes."
Nu har vi arbejdet med sociale medier og kommunikation via dem, og derfor vil jeg nævne et par eksempler på, hvor jeg selv har oplevet, at man kan komme galt af sted med det skrevne ord, fordi det man skriver misforstås. Jeg har både via facebook og sms måttet erkende, at ord man kan sende som værende positivt ment, kan opfattes negativt, eller i hvert fald skabe tvivl om hvordan det skal opfattes.
Jeg har selv oplevet at en besked med ordene ”Ja ja” kan opfattes som ”JA JA JEG HAR FATTET DET!”, selvom det var ment som ”Okav, bare i orden”….. Jeg kan sagtens se at i en tid hvor vi ofte skriver korte svar/ofte en slags standardsvar uanset sammenhængen i vidt forskellige situationen, så er det dømt til at det kan give misforståelser. Derfor holder jeg meget af den herlige smiley – den kan hjælpe ens formidling af det man mener, og om hvordan man egentlig mener det man skriver. MEN sender man en smiley hele tiden, ja så kan den anden måske blive i tvivl om hvornår den anden er glad, falsk høflig, aldrig bliver sur osv.
Det samme gælder mht. følgende tegn: !
Nogle sender udråbstegn når de skal sætte et punktum - dvs. udråbstegnet kan betyde punktum, men det kan også betyde udråbstegn..... Så kan man som modtager jo selv være nødt til at tolke hvad der menes, og hvordan det skal opfattes - så kan der let ske misforståelser.
En lille historie om misforståelser: Frederik skulle lave lektier inden de i familien skulle spise aftensmad – Frederiks mor måtte hæve stemmen lidt, fordi Frederiks storebror hørte musik i et andet værelse, så hun fik med høj stemme sagt ”Frederik, har du nu lavet dine lektier?”. Moderen mente det egentlig som et spørgsmål, men Frederik opfattede det som om hun var sur og skyndte på ham….. Han ”hørte” egentlig moren sige ”Lav nu de lektier for fanden knægt!”, og så har man en misforståelse ud af så godt som ingenting, men pga. måden man kommunikerer og opfatter på.
"Hvad skaber disse situationer?"
Som jeg var inde på ifm. Selve eksemplerne, så er det relativt let at misforstå hinanden – specielt når skriver noget i en kort sms o.l. Når man ikke ser på hinandens ansigt, kropssprog osv. Kan misforståelser ske. Fordi vi mennesker alle er forskellige vil der altid være misforståelser og forskellige opfattelser af det man eventuelt siger, eller det man selv mener man har formidlet til en anden.
Jeg vælger eksempler fra en praktik, fordi det kommer jeg automatisk til at tænke på vedr. denne opgave. I min sidste praktik (en børnehave), hvor jeg virkelig var nervøs for, hvordan jeg skulle tage op til p-møde, at kollegerne ofte bagtalte hinanden overfor mig – der var meget larm på den stue jeg var på, og der var kun mig og min vejleder på den stue. Jeg var enig i, at larmen ikke var til at holde ud der, men hvordan dælen skulle jeg tackle 2 problemer der hang sammen – nemlig at man bagtalte hinanden, særligt min vejleder og eneste kollega på "min stue".
Og - Hvordan bruger jeg dette til at sætte fokus på larmen på stuen?
Jeg valgte høfligt at sige til et par kollegaer, at de gerne måtte give mig den info de mente jeg burde have, men at jeg synes det ville være positivt for stedet, hvis man tog problemerne med larmen op på et p-møde, så man kunne få talt konstruktivt og ærligt om det, der tydelig vis var et problem, så det i alles interesse kunne blive løst.
(Underforstået: Sig det til hende I mener er problemet, frem for at bagtale hende og kritisere hende foran mig, jeg er ikke hende…..) – men ved at jeg sagde det på den måde jeg gjorde, blev de ikke fornærmet – hvilket jeg var positivt overrasket over.
Jeg sagde samtidig på p-mødet, at jeg ville lave en aktivitet som handlede om hvordan man kunne reducere støjen på en stue i en børnehave via musik, fortællinger, aktiviteter hvor børnene kunne slappe af, aktiviteter med koncentration m.m.
Her skete der det, at det der kunne have gjort situationen for mig som ny på stedet, meget svær – fordi jeg som ny og ikke færdiguddannet kommer og peger på nogle kritiske mønstre omkring arbejdsklimaet på stedet. Men fordi jeg sagde det på den måde jeg gjorde, blev det faktisk vel modtaget – jeg tror helt sikkert at det dertil også spillede en rolle, at jeg ikke søgte at udpege ”skyldige og uskyldige”, men mere på at belyse emnet, som jeg ville bruge i en aktivitet omkring et af mine læringsmål.
Man kan generelt set ofte se, at hvis vi som personer vil sige noget til en anden person, så kan det vi vil sige blive sagt på forskellige måder – det er det samme vi siger, men blot på forskellige måder, og i MÅDEN ting bliver sagt/formidlet på, kan hele den måde hvorpå modtageren opfatter det sagte/formidlede, være vidt forskellig. Man kan føle sig angrebet eller føle at en anden vil hjælpe en/give et råd, men måden det siges på, kan tit afgøre om det modtages positivt eller negativt. Det er min erfaring både privat, men også mht. at arbejde som pædagog/praktikant.
Ens kropssprog kan også spille en rolle i hvordan det man formidler bliver modtaget. Udstråler man vrede/aggressivitet m.m., eller smiler man og virker man imødekommende.
Dog kunne dette også have endt uheldigt, fordi vi som mennesker er forskellige og sagtens misforstå hinanden alligevel – det var bare et eksemepel på når det lykkedes fordi personalet tog imod det, og tilmed endte med at det var en rigtig god praktik jeg fik, hvor jeg var med til at ændre noget som blev værdsat.
Et andet eksempel er, at dagtilbud ofte har flere pædagoger med til et forældremøde, for simpelthen at mindske risikoen for, at pædagog og forældre misforstår hinanden mere end godt er. For siger man nu det man tror man siger?
Jeg selv var til et forældremøde som var ret alvorligt, og faderen dukkede op i en trøje med teksten ”TUDEFJÆS!”. Det kan være at han vil provokere med trøjen, men det kan lige så vel være at det bare er en tilfældig trøje han har på til mødet. Hvem ved?! Det er op til fortolkning. Og sandheden ved kun han. Det kan også være mig der lægger mærke til det, uden at han overhovedet har tænkt over teksten på trøjen eller lægger noget i det, dvs. rent tilfældigt kunne han have den på den dag til mødet.
En anden situation jeg var ude for et sted jeg arbejdede, var at jeg fik til opgave at sige til en mor, om ikke hendes datter kunne få et bælte omkring bukserne, fordi de hang temmelig langt nede. Det udstillede barnet, og derfor skulle der gøres noget. Der var en del tanker der omkring hvordan jeg skle sige det, for det gode forældresamarbejde skulle jo ikke gerne ødelægges, men tværtimod gerne blive bedre til gavn for barnet. Kan ikke helt huske hvordan jeg fik sagt det til moderen, men jeg sparrede lidt med en kollega om hvordan jeg kunne sige det på en gavnlig, konstruktiv måde, og det lykkedes. Havde jeg fået sagt på en negativ og angribende måde, havde det sikkert kunne skade forældresamarbejdet og dermed også barnet.
"Iagttag og fortæl omvendt om situationer, hvor kommunikationen mislykkes eller afbrydes."
Nu har vi arbejdet med sociale medier og kommunikation via dem, og derfor vil jeg nævne et par eksempler på, hvor jeg selv har oplevet, at man kan komme galt af sted med det skrevne ord, fordi det man skriver misforstås. Jeg har både via facebook og sms måttet erkende, at ord man kan sende som værende positivt ment, kan opfattes negativt, eller i hvert fald skabe tvivl om hvordan det skal opfattes.
Jeg har selv oplevet at en besked med ordene ”Ja ja” kan opfattes som ”JA JA JEG HAR FATTET DET!”, selvom det var ment som ”Okav, bare i orden”….. Jeg kan sagtens se at i en tid hvor vi ofte skriver korte svar/ofte en slags standardsvar uanset sammenhængen i vidt forskellige situationen, så er det dømt til at det kan give misforståelser. Derfor holder jeg meget af den herlige smiley – den kan hjælpe ens formidling af det man mener, og om hvordan man egentlig mener det man skriver. MEN sender man en smiley hele tiden, ja så kan den anden måske blive i tvivl om hvornår den anden er glad, falsk høflig, aldrig bliver sur osv.
Det samme gælder mht. følgende tegn: !
Nogle sender udråbstegn når de skal sætte et punktum - dvs. udråbstegnet kan betyde punktum, men det kan også betyde udråbstegn..... Så kan man som modtager jo selv være nødt til at tolke hvad der menes, og hvordan det skal opfattes - så kan der let ske misforståelser.
En lille historie om misforståelser: Frederik skulle lave lektier inden de i familien skulle spise aftensmad – Frederiks mor måtte hæve stemmen lidt, fordi Frederiks storebror hørte musik i et andet værelse, så hun fik med høj stemme sagt ”Frederik, har du nu lavet dine lektier?”. Moderen mente det egentlig som et spørgsmål, men Frederik opfattede det som om hun var sur og skyndte på ham….. Han ”hørte” egentlig moren sige ”Lav nu de lektier for fanden knægt!”, og så har man en misforståelse ud af så godt som ingenting, men pga. måden man kommunikerer og opfatter på.
"Hvad skaber disse situationer?"
Som jeg var inde på ifm. Selve eksemplerne, så er det relativt let at misforstå hinanden – specielt når skriver noget i en kort sms o.l. Når man ikke ser på hinandens ansigt, kropssprog osv. Kan misforståelser ske. Fordi vi mennesker alle er forskellige vil der altid være misforståelser og forskellige opfattelser af det man eventuelt siger, eller det man selv mener man har formidlet til en anden.
Abonner på:
Opslag (Atom)